Alle har brug for at lukke verden ude en gang imellem. De mange indtryk som man bombarderes med fra man står op til man går i seng kan af og til blive for meget. Da der oftest ikke er andre, der sørger for, at man kommer ned i gear, må man selv sikre sig et afbræk i hverdagen.

I disse hektiske tider finder mange ikke tid til at slappe af og koble fra, men det er vigtigt at prioritere det, så man ikke en dag føler sig udbrændt og går ned med stress. En måde at koble fra på er ganske enkelt at lukke verden ude med et par høretelefoner, bare for en stund.

Afsæt et tidspunkt i kalenderen én gang om ugen, én gang om dagen eller hvor tit der end er tid til det og sørg for inden da at have downloadet eller fundet den musik, som du gerne vil lytte til. Musikken skal gerne have en længde der passer til den afsatte tid. Find et sted derhjemme, i en park eller hvor som helst hvor du kan sidde i fred. Husk at sætte dine elektroniske apparater på flymode og kig ikke på klokken imens. Luk gerne øjnene mens du lytter, lad tankerne vandre og fokuser ikke på noget konkret. Luk resten af verden ude.